Knud Odde

Fernisering fredag 4. marts. Sidste udstillingsdag var søndag 28. april

Knud Odde (f. 1955) Han er uddannet på Danmarks Biblioteksskole og har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Som kunstner er han autodidakt og i 1982 debuterede han på Charlottenborgs Efterårsudstilling. I 1986 kom den første separatudstilling og han har siden udstillet herhjemme og i udlandet. Han arbejder også i keramik og har illustreret bøger.

Knud Odde var med til at danne den toneangivende punkgruppe Sods, der i 1983 skiftede navn til Sort Sol. I denne gruppe spillede han el-bas til 2001, samt skrev musik til gruppen. Siden han forlod Sort Sol, har han koncentreret sig om at male og lave grafik.

Knud Odde opererer med et stærkt symbolsprog og en ekspressiv form. Mange af hans værker har en meget naturalistisk karakter, næsten helt tegneserieagtig. Det er et interessant persongalleri, der færdes i Knud Oddes malerier, hvor det ofte er mennesker fra kulturens verden; fra litteraturen, filmen og billedkunsten, der er afbilledet. Han skaber kærlige portrætter af sine helte, som ikoner fremstår hans værker. Ansigter og figurer fra en anden tid bliver bragt frem, husket. Med et gåpåmod der bruser igennem eller henover almindelig anerkendt tegnefærdighed, skaber han nogle billeder der så uomtvistelig er hans i et næsten hjemmelavet formsprog. Man møder hyppigt stemninger af melankoli og ensomhed. Men personerne synes også at være i besiddelse af en påfaldende indre styrke, som kan bidrage til at give malerierne deres tvetydige og spørgende karakter.

Hans værker er repræsenteret på blandt andet Trapholt og Statens Museum for Kunst.

                                 Copyright © Fredericia Kunstforening